Nyheder


Bliv opdateret med seneste nyt fra LSI, vores medlemsvirksomheder, partnere og medlemmer

Overskrift:

LT Automation skal sikre, at flere tusinde blodprøver håndteres sikkert og effektivt på Aalborg Universitetshospital

Dato:
25. juni 2018
Kort Tekst:
Mange års forarbejde og vedholdenhed har ført til en underskrevet kontrakt på Den Intelligente Forsendelseskasse (DIF) med Region Nordjylland og Aalborg Universitetshospital.
Lang Tekst:

Glæden vil ingen ende tage hos LT Automation. Det skyldes, at mange års forarbejde og vedholdenhed netop har ført til en underskrevet kontrakt på Den Intelligente Forsendelseskasse (DIF) med Region Nordjylland og Aalborg Universitetshospital som kunde. Løsningen vil blive sat i drift allerede inden 2019, og derfor har LT Automations ingeniører og konstruktører taget løbeskoene på.


DIF er et samlet løsningskoncept bestående af tre hovedelementer, der vil give sporbarhed, temperaturovervågning og fuldautomatisk håndtering af blodprøver fra praktiserende læger til Biokemisk Afdeling. Om årsagen til, at Aalborg Universitetshospital, investerer i en løsning som DIF, forklarer ledende overlæge, ph.d., Annebirthe Bo Hansen:


”For mig handler det i høj graf om personalepolitik – om at skåne personalet. Og selvfølgelig om forbedret kvalitet gennem sporbarhed og temperaturovervåning. Det er meget væsentligt at automatisere det præanalytiske arbejde, da det betyder, at vi får frigjort tid til andet arbejde og undgår de skader, som det ensidigt gentagende arbejde medfører hos vores personale i dag. Derudover er der jo hele momentet med fejl i forhold til den manuelle håndtering, hvilket ikke kan undgås – ved automatisering sker disse fejl ikke, såfremt robotten er kodet korrekt.”


LT Automation er eneansvarlig for den fuldautomatiske håndtering af blodprøver til Aalborg Universitetshospitals Biokemiske Afdeling, medens Intelligent Systems er ansvarlig for sporbarheds- og styringssystemet og FARUSA Emballage for selve forsendelseskassen. Gennem intelligent robotteknologi vil LT Automation sikre håndtering og sortering af mere end 2000 blodprøver i timen. Robotten vil eliminere fejl og sikre hurtig gennemløbstid, hvilket vil kunne reducere tiden til, at en eventuel behandling af patienten kan starte. Endvidere vil det reducere ressourceforbruget samt give en markant forbedring af arbejdsmiljøet i form af væsentligt mindre manuelt arbejde, hvorfor medarbejdere ikke vil udsættes for og nedslides af hårde løft, vrid og gentagne arbejdsprocesser som fx åbning og lukning af kasser.


Behovet for automatiseret håndtering af blodprøver

I Danmark udtages der i almen praksis over 21 mio. blodprøver pr. år til forsendelse til biokemiske afdelinger med henblik på analyse – og tallet stiger med ca. 7 % om året. Alle disse prøver håndteres i dag manuelt. Ved ankomst til biokemisk afdeling skal transportkasserne tømmes, blodprøverne udpakkes og de medfølgende rekvisitioner registreres i laboratoriets IT-system. Først derefter kan analysen påbegyndes. Dette kræver selvsagt mange personaleressourcer og medfører mange ensidigt gentagne arbejdsopgaver, der resulterer i arbejdsskader og sygemeldinger.

Det klinisk biokemiske speciales betydning for diagnose, monitorering, forebyggelse og screening illustreres af den årlige stigning i rekvirerede klinisk biokemiske analyser på omkring 10 %, der er observeret gennem en længere årrække svarende til mere end en fordobling pr. årti. Stigningen afspejler dels den stigende aktivitet inden for alle områder af sundhedsvæsenet, dels den demografiske udvikling i samfundet. Det er nødvendigt med løbende optimering af prøveforløbet for at reducere ventetiden for patienten, sikre korte svartider og give mulighed for efterbestillinger (flere analyser på en allerede udtaget prøve). Prøven skal konstant kunne spores, hvorfor tid for rekvirering, blodprøvetagning, ankomst til laboratoriet og svarafgivelse skal registreres og opgøres. Denne stigning i aktiviteten udgør en meget væsentlig udfordring for landets klinisk biokemiske afdelinger. Specielt set i lyset af de samtidige problemer med at rekruttere bioanalytikere, kan denne udfordring kun håndteres ved en fortsat procesoptimering og effektivisering i alle trin af prøveforløbet.


DIFs specifikke mål er derfor at udvikle en “intelligent” forsendelseskasse til opbevaring af blodprøver under transport. Kassen skal være sporbar i et internt system, registrere og dokumentere sit indhold samt monitorere dette for ydre påvirkninger, som kan påvirke analyseresultatet. Hernæst er målet at udvikle en robotløsning, som vil kunne åbne de intelligente forsendelseskasser, udtage prøver heraf, sortere dem og slutteligt lukke kasserne igen.


1-300x147

DIFs begyndelse

DIF har oprindeligt sit udspring i Idéklinikken på Aalborg Universitetshospital. Faktisk blev de indledende tanker til DIF genereret helt tilbage i efteråret 2010, hvor Idéklinikken iværksatte informationskampagnen ”Robocall”. Her blev medarbejdere på Aalborg Sygehus opfordret til at indsende idéer til nye robot- og automatiseringsløsninger eller problemstillinger, som kunne løses ved hjælp af robotteknologi og automation. Håndteringen af blodprøver blev udråbt som et stort og voksende problem og tankerne omkring DIF tilvejebragt som løsning. Til trods for det lange forløb fra idé til virkelighed er alle parter i projektet yderst tilfredse og glæder sig til henholdsvis at skabe DIF i sin endelige form og til at tage DIF i brug.


”Processen har været lang, men jeg synes virkelig vi har udnyttet tiden godt, og vi har i sagens natur haft tid til at modne projektet, hvilket gør, at jeg er helt sikker på, at det ender i en meget stor succes. Det har været et fantastisk godt forløb med alle projektdeltagerne, hvor vi har troet på hinanden. Et forløb, der har været kendetegnet af åbenhed og ærlighed. Noget er kun en god handel, hvis alle implicerede parter, er tilfredse – og det er vi. Jeg er sikker på, at en stor årsag til dette er den lydhørighed, der har været hele vejen, og det faktum, at vi har haft det sjovt. Der har været en form for fandenivoldskhed – fordi vi alle har villet det her og haft en fælles tro på projektet,” lyder det fra ledende overlæge, ph.d., Annebirthe Bo Hansen.


Hos LT Automation er de helt enige i Annebirthes beskrivelse af forløbet og LT Automations direktør, Lasse Thomsen, fortæller afslutningsvist:

”Processen omkring DIF har været lang, da 2010 som bekendt er mange år tilbage. Men processen har været lærerig og motiverende på mange niveauer. Vi, Intelligent Systems og Farusa Emballage, er stolte af, at Aalborg Universitetshospital tager førertrøjen og giver sine medarbejdere et uvurderligt værktøj og patienterne en langt større sikkerhed. Vi håber og tror selvfølgelig, at flere hospitaler verden over vil gå i deres fodspor og investere i DIF, der er et fleksibelt koncept, som kan tilpasses efter behov”.


Vil du vide mere om DIF og hvordan det kan tilpasses til netop jeres behov, så kontakt projektleder Anders Kjergaard Madsen fra LT Automation på akm@lt-automation.dk.

Billede:
4-e1529661012309

Nyhedsbrev

Modtag nyhedsbrev fra LSI

* Skal udfyldes


Skal din nyhed vises her?

Kontakt LSI Koordinator

Jonas Møller Thomsen

Koordinator

Tlf.: 60 18 23 33

E-mail: jmt@lsi-nd.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.